BBC melder ud: Chokerede over stjerneværts indrømmelser
For kort tid siden var han én af BBCs mest profilerede tv-værter - onsdag har Huw Edwards erklæret sig skyldig i besiddelse af upassende billeder af børn.
Og det er ikke en nyhed, der bliver taget let på hos den verdenskendte tv-station. I en pressemeddelse udtaler de sig nu om sagen.
- BBC er chokeret over at høre de detaljer, der kom frem i retten i dag. Der findes ingen plads for sådan en afskyelig opførsel, og vores tanker går til alle dem, der er påvirkede af sagen, lyder det.
Suspenderet
I pressemeddelelsen fremgår det også, at tv-stationen i al fortrolighed fik en henvendelse fra politiet i november 2023, om at Huw Edwards var blevet anholdt under mistanke for besiddelse af upassende billeder af børn.
På det tidspunkt var han allerede suspenderet fra sit arbejde på BBC i forbindelse med en anden sag, hvor han var under anklage for at have betalt en mindreårig pige for seksuelt eksplicitte billeder.
- Hvis han på noget tidspunkt var blevet tiltalt, imens han arbejdede hos BBC, havde BBC besluttet, at man ville handle øjeblikkeligt, i forhold til at fyre ham. I sidste ende, da tiltalen kom, var han ikke længere ansat hos BBC, lyder det fra tv-stationen i pressemeddelelsen.
Syv billeder i den hårdeste kategori
Huw Edwards er blevet beskyldt for at besidde syv billeder i en såkaldt kategori A, 12 billeder i kategori B og 22 billeder i kategori C mellem december 2020 og april 2022.
I britisk lovgivning for pornografisk materiale er kategori A den hårdeste kategori inden for børneporno.
62-årige Huw Edwards var en del af BBC i 40 år, hvor han til sidst var en af de bedst betalte og højest profilerede værter i mediehuset.
Frem til sin suspendering var Huw Edwards vært på den store nyhedsudsendelse klokken 22.00 på BBC.