Kurs mod nye kyster: Beha-familien køber nyt skib
Gennem fire sæsoner har hele Danmark kunne følge Mikkel Beha Erichsen og hans familie på eventyr på skibet Havana i programmet "Kurs mod fjerne kyster".
Og nu er den eventyrlystne familie klar til en ny ekspedition, men nu bliver laguner og palmekyster skiftet ud med isflager og minusgrader.
- Drømmen om at sejle nordpå har i mange år rumsteret i vores lille familie. I vores store verdensatlas sidder der mange fedtede fingeraftryk på de kort, der dækker Norges vestkyst, Færøerne, Island og Grønland, skriver Mikkel Beha Erichsen på deres hjemmeside havana.dk.
Turen nordpå bliver dog ikke i fiberglasskibet Havana, så derfor har familien investeret i et mere robust skib - et svensk søredningsskib ved navn Wallenberg.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi kunne nok godt sejle derop i Havana, men det vil vi ikke. Vi har altid haft det sådan, at skulle vi op på de kanter, så skulle det være i et skb bygget af stål eller aluminium. Andre har sejlet i de farvande i glasfiberskibe og gjort det med held, så Havans glasfiberskrog skulle såmænd nok også holde til det. Men hvis vi virkelig skal ind og skubbe til nogle isflager, så synes vi, at skibet skal være stærkere, og det skal også være isoleret, så vi ikke frostsprænger alt ombord, inklusiv os selv, fortæller Mikkel Beha Erichsen.
Skibet Wallenberg, som familien nu har været ude at investere i, er ifølge den erfarne søfarer helt perfekt.
- Det er et pragtfuldt skib! Bygget i 1951 til den svenske søredningstjeneste og har sejlet i tjeneste i Østersøen frem til 2003. Det er forstærket til isbrydning, har to kraftige motorer, er isoleret og på alle måder et bomstærkt lille skib, beskriver Beha Erichsen på hjemmesiden.
Mikkel Beha Erichsen erkender dog også, at skibet er helt anderledes end Havana.
- Den helt store forskel, og det vi nu skal til at vænne os til, er, at den ikke har mast og udelukkende er et motorskib. Men til alle de drømme vi har om at gå nordover, kan vi ikke forestille os et mere velegnet fartøj, og så må vi lære at leve med, at det bliver for motor og ikke vindens kraft.
Om seerne igen får lov til at følge familiens rejse er endnu ikke afklaret.
- TV 2 siger, det det ville være dejligt med nye programmer, og det synes vi også, fortæller Mikkel Beha Erichsen til TV 2.
I galleriet kan du se mere til Mikkel Beha Erichsen, familien og Havana.