Benedikte Kiær: Skal giftes til sommer
Til august skal landets socialminister en tur op ad kirkegulvet. Da siger 41-årige Benedikte Kiær ja til sit livs kærlighed, Lars Dam.
Han er seks år yngre end hun, og på god gammeldags facon røg han ned på knæ i sommer, da parret var på ferie i Frankrig og oppe på en udsigtspost for at se solnedgang.
- Pludselig faldt Lars på knæ og friede, mens vi så solen gik ned. Jeg sagde selvfølgelig ja på stedet. Uden jeg havde set det, havde han taget både vin, glas og ringen med i sin rygsæk. Det var meget romantisk, jubler ministeren.
Shop: Bliv bryllupssmuk
I det hele taget er hendes kommende mand en rigtig romantiker.
- Det var han også, da han for snart fire år siden gjorde kur til mig på en ferie i Frankrig med fælles venner, og vi blev kærester, fortæller Benedikte, som ikke har været gift før og ingen børn har.
Shop: Lækre kjoler
Til gengæld har hendes tilkommende sønnen Simon på 10 år, der var med, da frieriet fandt sted.
- Han grinede som en flækket træsko.
Parret bor i Helsingør, og det bliver også her, brylluppet skal holdes. Parret har endnu ikke besluttet, i hvilken kirke, de skal sige ja.
Men en ting er sikker. Det er, at Benedikte ikke vil ligne en marengs, når hun går op ad kirkegulvet. Brudekjolen bliver helt enkel og i enten hvid eller creme, og hun får den syet, så den bliver præcis, som hun vil have den.