Nyheder26. november 2009

Bob Dylan: Interviewet til hus forbi

En personlig oplevelse har sat musiklegenden i julehumør, fortæller han i et sjældent interview med hjemløse-bladet
Af af
Foto: All Over Press
Foto: All Over Press
 All Over Press

Han ligner ikke just en stjerne, og han opfører sig slet ikke som en. Måske var det derfor, at musikeren opnåede den blandede fornøjelse at blive arresteret, da han en regnfuld aften i sommer gik tur i New York og kiggede på et hus, der var til salg.

Naboerne troede, han var en hjemløs, som ledte efter gratis natlogi. Den unge betjent, som arresterede ham, havde aldrig hørt om Bob Dylan. Hun må være en af de få. I en alder af 68 år og med en 50-årig karriere på bagen, er han populær som - næsten - aldrig før.

Oplevelsen har muligvis været medvirkende til, at han, af alle de prestigefyldte magasiner og aviser, der ville give deres højre arm for ord fra legenden, i stedet har valgt at give et af sine meget sjældne interview til hjemløse avisen hus forbi, der kommer på gaden den 1. december.

Temaet er den forestående højtid i forbindelse med, at han netop har udgivet et splinternyt album med julesange.

Bob Dylans familie var jødisk, hvilket dog ikke slog skår i hans barndoms juleglæde, der helt traditionelt amerikansk var ensbetydende med sne, bjældeklang, krybbespil, sang og stegt kalkun, fortæller han i interviewet.

Derfor har han ikke følt trang til at ændre særligt på de klassiske julesange.

- Der er ikke andre måder at spille dem på. De hér sange er en del af mit liv ligesom folkesange. Dem skal du også bare spille lige på, siger han.

Selv har han aldrig skrevet en julesang, men det er dog værd at overveje, siger han.

Som så mange andre kaster han sig ud i gaveræset i allersidste øjeblik. Han gør sig dog umage med at prøve at matche gaverne til modtagerne.

Af samme grund finder man nok ikke hans julealbum under træet til børnebørnene.

- Jeg ved ikke om mine børnebørn synes om nogen af mine plader. Jeg ved ikke engang, om de har hørt dem, siger han til hjemløse-avisen.

Forhåbentlig kommer den dog til at ligge under mange andre træer. Alle stjernens indtægter fra salget går nemlig til FN's fødevareprogram, Feeding America, der blandt andet deler madkuponer ud til USA's fattige og hjemløse.

Bob Dylan er også på programmet på Betty Nansen Teatret, hvor Steffen Brandt og Trine Dyrholm fortolker hans sange.



Sponsoreret indhold