NyhederI går (opd. I går)

Bombe fra Anden Verdenskrig stopper Frankrigs travleste togstation

En bombe er fundet nær sporene, oplyser fransk jernbaneselskab. Al trafik er stoppet, mens politiet arbejder

En bombe fra Anden Verdenskrig har skabt problemer i togtrafikken det meste af dagen ved den travle togstation Gare du Nord i Paris fredag.

Det oplyser det nationale franske jernbaneselskab, SNCF.

- En ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig blev fundet nær sporene, skriver SNCF på det sociale medie X.

Både lokale, nationale og internationale tog har været påvirket, men sent på eftermiddagen fredag er bomben blevet detoneret, skriver AFP.

Derfor forventes togene at fortsætte deres normale drift fra klokken 17.

Billeder fra tidligere på dagen viser folk stimlet sammen på stationen, mens de afventer yderligere informationer.

Landets transportminister, Philippe Tabarot, advarede fra morgenen om "kraftige forstyrrelser hele dagen". Der er typisk øget rejseaktivitet om fredagen.

Tabarot bad desuden i et interview med Sud Radio rejsende om at "undgå at tage til stationen".

Han opfordrede folk til at udskyde deres rejser og håbede, at togtrafikken ville blive genoptaget fredag eftermiddag - noget som nu er blevet en realitet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Bomben blev fundet under vedligeholdelsesarbejde i forstaden Saint-Denis i løbet af natten, melder SNCF.

Den påvirkede også Eurostar-tog, der blandt andet går til London.

Gare du Nord er Frankrigs travleste togstation. Den anslås at have omkring 700.000 passagerer dagligt.

- Det er ikke usædvanligt at finde bomber, som ikke er eksploderet, fra krigstiden i den slags områder, skriver BBC-korrespondenten Hugh Schofield.

- Britiske og amerikanske bombefly angreb hyppigt togstationer i Paris og andre byer for at ramme tysk militær.

Nogle rejsende udtrykte dog overraskelse over situationen.

- Det er sjovt. Jeg er lige kommet tilbage fra Lorient (i Vestfrankrig, red.), hvor der hele tiden opdages ueksploderede granater, siger Chloe Ternand til AFP.

Sponsoreret indhold