Farvel og tak: Borebissen Mike i tårer - ude af "X Factor"
Det blev til to fredage på den store ”X Factor”-scene, men så heller ikke mere.
Fredag aften måtte borebissen Mike Beck se sig slået ud af det populære DR1-underholdningsprogram efter en hæsblæsende aften, hvor intet var givet på forhånd.
Alle deltagere gjorde deres ypperste for at imponere dommerne og ikke mindst danskerne, men for Mike Beck var det altså ikke nok.
Borebissen Mike Beck, 33, røg i omsang mod 17-årige Zara og 18-årige Allen fra Ladies With Attitude, og traditionen tro valgte deltagernes egne mentorer at sende deres egne direkte videre.
Derfor var det op til Blachman at tage den endegyldige beslutning om, hvem der ikke havde talent nok til at gå videre i DR1-underholdningsprogrammet.
X Factor-Martin: Mia er den første, jeg virkelig har elsket
Og den skaldede dommer var faktisk en smule i tvivl. For både Ladies With Attitude og Mike Beck havde klaret det bedre i omsangen, syntes Blachman.
Alligevel sagde han farvel til borebissen.
- Jeg synes faktisk, at din vokalpræstation var bedre i omsangen. Det er et rigtig svært valg, for på den ene side betyder du noget for mig. Det pointerede jeg også i sidste uge. Og jeg har været lidt småirriteret på jer, fortalte Blachman, inden han alligevel valgte at beholde Ladies With Attitude:
- Jeg synes, det var et rigtig godt sangvalg. Her viser I jeres dynamik. Helt klart langt bedre sangvalg end det foregående, lød Blachmans ord til Ladies With Attitude.
Det var en tydeligt påvirket borebisse, der sagde farvel fra scenen. Mike Beck kunne således ikke skjule tårerne og skuffelsen over at være røget ud i andet live-show.
- Som Blachman også sagde, så er to gange i farezonen lig med ud. Så jeg var meget påvirket af situationen, også inden jeg gik på scenen, sagde en berørt Mike Beck efterfølgende.
Han er dog ikke i tvivl om, at han ikke kommer til at glemme sin tid i "X Factor".
- Det var været den største oplevelse i mit liv! Og det slutter ikke her, hvad angår musik. Men lige nu glæder jeg mig til at komme hjem til min familie, sagde den 33-årige borebisse.
Mike Beck måtte efterfølgende trøstes af "X Factor"-værten Sofie Linde. Foto: Kaspar Wenstrup
Aftenens tema var sange fra dommernes årti, hvilket betød, at Remees artister sang 70'er-sange, Blachmans kastede sig over hits fra 60'erne, mens Mette Lindbergs gruppe fik lov til at hellige sig 80'erne.