Brand på thailandsk natklub: 13 personer døde
13 mennesker er døde, og 35 mennesker er kommet til skade i en brand på en natklub i Chonburi-provinsen i Thailand fredag.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters
Politichef Wuttipong Somjai siger, at branden på natklubben, der hedder Mountain B og ligger i Sattahip-distriktet, startede klokken 1 natten til fredag lokal tid.
De identificerede ofre er alle thailændere, siger politichefen.
Chonburi-provinsen ligger sydøst for Thailands hovedstad, Bangkok.
Video fra stedet, som er offentliggjort af brandvæsnet, viser ifølge nyhedsbureauet AFP festdeltagere, der løber skrigende fra natklubben med ild i tøjet, mens en stor brand hærger bag dem.
Det tog brandfolk tre timer at få branden under kontrol.
Der har længe været bekymring over Thailands afslappede tilgang til sundhed og sikkerhed. Heriblandt på landets mange barer og natklubber, skriver AFP.
En enorm brand kostede 67 mennesker livet nytårsaften i 2009 på natklubben Santika i Bangkok. Ved den brand kom over 200 personer til skade.
Ejeren af Santika blev idømt tre års fængsel efter branden, der startede, da der blev fyret fyrværkeri af.
/ritzau/