Brian Mikkelsen: Spænd hjelmen, minister
Der er åbenbart noget med politikere og cykelhjelme. Bare spørg Poul Nyrup Rasmussen.
Nu er det Brian Mikkelsen, vores justitsminister, den er gal med. Og det er ikke, fordi han ser dum ud med en af slagsen på. Næh, nej, han glemte den såmænd bare, da han skulle skyde et stort trafiksikkerhedsarrangement i gang, og han skulle trille rundt på en cykel.
- Jamen, jeg bruger altid hjelm, men lige den dag var spændet gået i stykker, og så syntes jeg, det så dumt ud. Normalt bruger jeg den for at være et godt eksempel for mine egne børn, lyder hans spage forklaring i dag i Ekstra Bladet.
De mange børn, som var til arrangementet i sidste uge på Rødkilde Skole, rystede bare på hovedet af den fine minister. De bruger nemlig cykelhjelm, og vil hellere se dumme ud end at være dumme.