Brian Nielsen: Et helvede for konen at blive gravid
Brian Nielsens kone Jeanette, er ellers ikke sådan én, der brokker sig. Hun scorede bamse-bokseren, da han peakede på berømmelses-barometeret, de blev gift, flyttede til luksus på den spanske solkyst for alle hans millioner, og tilværelsen så lys og optimistisk ud.
Men Jeanette og Brians store ønske om at få børn lod vente på sig. I 5 år har de 2 nu prøvet, inden det lykkedes. Nu venter de tvillinger til august, som SE og HØR kunne afsløre for nylig.
- Det har været et helvede, siger den nu 42-årige Jeanette Buchard Hansen til Ekstra Bladet.
Hun har været igennem et utal af voldsomme hormonkure og reagensglasbehandlinger, og da det første gang lykkedes hende at blive gravid i 2005, gik det galt. Halvvejs inde i svangerskabet fødte hun et dødt barn.
- At stå alle disse ting igennem kræver virkelig et stærkt forhold, og det har vi heldigvis. Alle de hormoner, jeg har fået undervejs, har bragt mig i en tilstand, som om jeg var i overgangsalderen. Jeg er vekslet mellem at være aggressiv og sårbar, mit selvværd har været helt i bund, og mine tanker og følelser har været ét stort kaos, fortæller hun til avisen.