Brian Sandberg om Juliett Kappello fra "Den sorte svane": Klamt
LÆS OGSÅ: Juliett Kappello afsløret i ”Den sorte svane”: Har 22 konkurser bag sig
Siden TV 2 torsdag aften fjernede sløringen af den nu navngivne Juliett Kappello, er hendes baggrund og metoder diskuteret vidt og bredt.
Blandt andet har eksrocker Brian Sandberg, der er tidligere medlem af både Hells Angels og Bandidos, sat sig til tasterne for at udtrykke sin uforbeholdne mening om Juliett Kappellos idéer til at tjene penge.
– At spekulere i at svindle statskassen på samfundets svageste og mest udsatte borgeres bekostning er klamt, skriver Brian Sandberg på Instagram, hvor han markerer sin mening med en emoji, der kaster op.
I "Den sorte svane", hvor hovedpersonen Amira Smajic får besøg af "kollegaen" på sit overvågede kontor, fortæller Juliett Kappello om en metode, hvor man kan snyde systemet omkring bosteder og "få 300.000 kroner for autister per person".
Noget, hun indtil torsdag altså sagde anonymt i dokumentaren.
Siden hendes navn er kommet frem, er det også afsløret, at hun har skiftet det flere gange, og at hun har hele 22 konkurser bag sig.