
'Broen' vender tilbage med ny sæson

Danske fans af den populære DR-serie "Broen" kan godt begynde at glæde sig.
Den anmelderroste serie vender nemlig tilbage med en fjerde sæson 1. januar 2018.
Det skriver DR på sin hjemmeside.

Thure Lindhardt overtog rollen som Sagas partner, kriminalkommissær Henrik Sabroe, da Kim Bodnias rolle, Martin, røg i fængsel og blev skrevet ud af serien. (Foto: Carolina Romare)
Det bliver skuespillerne Sofia Helin og Thure Lindhardt, som igen indtager hovedrollerne i serien, men de danske tv-seere skal også stifte bekendtskab med nye skuespillere i serien.

Skuespillerinden Fanny Leander Bornedal, der er barn af filminstruktøren Ole Bornedal, vil nemlig være at finde i den kommende sæson af serien, ligesom også skuespilleren Mikael Birkkjær vil medvirke i serien.
Han er i forvejen kendt fra serier som "Borgen" og "Sommer".

Da vi sidst forlod Saga og Henrik lod det til, at Henrik i sidste øjeblik redddede Saga fra at begå selvmord. (Foto: Carolina Romare)

Forfatter løfter sløret for ny sæson af ’Broen’: - Det bliver ganske ækelt
Den kommende sæson af den populære serie bliver dog den sidste i rækken, fortæller DRs dramachef, Piv Bernth.
- Uden at røbe noget om handlingen kan jeg godt sige, at den umiddelbart ikke lægger op til yderligere fortsættelse, har dramachefen ifølge DR tidligere udtalt.
"Broen" fik første gang premiere i Danmark 28. september 2011. Her var danske Kim Bodnia at finde blandt hovedrollerne sammen med svenske Sofia Helin, der spiller rollen som Saga.