Nyheder11. juli 2017

”Cafe Hack”s Søren Dahl: Jeg svigtede lytterne

- Det værste var, at jeg følte, at jeg svigtede lytterne, fortæller Søren Dahl om lukningen af "Cafe Hack" til SE og HØR.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1_181.jpg
 (Foto: All Over)

59-årige Søren Dahl var vært på DR's radioprogram "Café Hack", der i starten af marts blev lukket efter at have brudt DR's retningslinjer for sponsorater.

Det kom nemlig frem, at produktionsselskabet bag programmet, SK Productions, havde krævet penge for at sende fra forskellige destinationer i landet.

Det er imod DR's politik at tage imod penge fra de steder, der skal lægge lokaler til programmet, fordi det kan skabe tvivl om, om stederne har købt sig til eksponering i programmet.

Og lukningen af ”Café Hack” var en mediebegivenhed, som radioværten Søren Dahl valgte ikke at kommentere.

- Det var mærkeligt at læse om alle de ting, der ikke passede. Men nogle gange er det bedst at holde sin mund, siger Søren Dahl til SE og HØR.

- Det værste var, at jeg følte, at jeg svigtede lytterne. Vi har kørt ”Café Hack” i 15 år og havde op mod en million lyttere hver søndag. Men efterhånden mærker jeg, at lytterne har fundet ud af, at vi nu sender på infokanalen hos YouSee og på nettet, og i dag er vi pænt på vej mod at have en halv million lyttere, fortæller Søren Dahl.

I den kommende tid sender Søren og ”Café Hack” fra flere steder i landet. Det bliver bl.a. med ”røverhistorier” omkring stambordet i ”Eventyrernes Klub” og fra Memphis Mansion ved Randers, hvor bl.a. Birthe Kjær er gæst.

- Jeg har fået så megen støtte alle steder fra, at jeg er både glad og taknemmelig. Og det fede er, at vi nu er sammen med lytterne igen. Det er en gave, siger den populære underholder.

Læs mere om Søren Dahl i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold