Nyheder23. februar 2023

Center for Cybersikkerhed: Fjern TikTok fra din mobil!

Center for Cybersikkerhed (CFCS) fraråder særlige personer i at have TikTok
Center for Cybersikkerhed fraråder, at man har TikTok på sin arbejdstelefon, hvis man arbejder for staten.
Center for Cybersikkerhed fraråder, at man har TikTok på sin arbejdstelefon, hvis man arbejder for staten.
 Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Center for Cybersikkerhed (CFCS) fraråder ansatte i staten at have appen TikTok installeret på tjenstlige enheder, herunder mobiltelefoner.

Det oplyser CFCS i et skriftligt svar til Ritzau.

Center for Cybersikkerhed samarbejder med blandt andet statslige myndigheder om "sikkerhed i statens it-løsninger."

Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have "behov for et højt sikkerhedsniveau."

– I den forbindelse har CFCS i samarbejde med PET og Statens IT for nylig udarbejdet en håndbog i sikkerhed for mobile enheder.

– CFCS fraråder i ovennævnte håndbog anvendelse af TikTok på tjenstlige enheder, skriver CFCS.

Det oplyses også, at jo færre apps der er installeret på en enhed, jo færre "potentielle sårbarheder og softwarefejl er der, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko".

– Ved vurderingen af, hvilke apps der ønskes installeret på tjenstlige mobile enheder, tages der først og fremmest udgangspunkt i, om appen skal opfylde et arbejdsrelevant behov, skriver CFCS og fortsætter:

– Dernæst medtænkes, hvem der udgiver appen, og hvilke funktioner på telefonen appen skal have adgang til.

EU-Kommissionen oplyste torsdag, at man har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner. Forbuddet skyldes bekymring om databeskyttelse, har en talsperson oplyst til nyhedsbureauet AFP.

Medarbejdere i EU-Kommissionen skal slette appen på deres telefon hurtigst muligt og senest 15. marts.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

Selv mener selskabet, at beslutningen er baseret på et forkert grundlag.

– Vi er skuffede over denne beslutning, som, vi mener, er misforstået og baseret på grundlæggende misforståelser, siger en talsperson fra TikTok ifølge AFP.

Sponsoreret indhold