Der var ikke overladt noget til tilfældighederne, da en læge fra Nordsjælland forgreb sig på sin datter, der dengang var to år.
Med tuber og pipetter fyldt med bedøvelsesmidlet Stesolid bedøvede han i flere tilfælde datteren, inden han voldtog hende og misbrugte hende seksuelt. Lillesøsteren var kun få uger gammel, da han begyndte at forgribe sig på hende også, skriver Sjællandske Nyheder.
Detaljerne fremgår af det 39 sider lange anklageskrift, som Sjællandske Nyheder har fået aktindsigt i, og er desværre kun en brøkdel af en lang række overgreb, som manden i løbet af 2022 har begået mod sine døtre.
I anklageskriftet fremgår det, at manden er tiltalt for ikke færre end 97 lovovertrædelser, blandt andet voldtægt, andre seksuelle forhold end samleje, incest, blufærdighedskrænkelser samt optagelse, besiddelse og deling af børneporno, skriver Sjællandske Nyheder.
Manden blev anholdt 4. december 2022 og blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør.
Her blev der nedlagt navneforbud, og Sjællandske Nyheder har derfor afholdt sig fra at beskrive mandens alder og geografiske tilhørsforhold nærmere, så hverken manden eller hans børn kan identificeres.
Står det til anklagemyndigheden, så skal han idømmes forvaring på ubestemt tid.
Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om, at manden skal fratages retten til at udøve lægegerning, og at han ikke må omgås børn – hverken erhvervsmæssigt, i forbindelse med fritidsaktiviteter eller i sit og andres hjem, skriver Sjællandske Nyheder.