Chris Brown: Ja, jeg pandede Rihanna en
Chris Brown erklærede sig skyldig i retten, hvor han var anklaget for vold mod sin ekskæreste, sangeren Rihanna.
Retten besluttede at de 2 skal holde sig fra hinanden, som en del af en aftale, der holder Brown ude af fængsel. I stedet skal han sone sin straf med 180 timers samfundstjeneste - for eksempel som grafittifjerner eller skraldemand.
- Det tjener til din ære, at du erkender dit ansvar, lød det fra dommer Patricia Schnegg, da den 20-årige Brown mandag eftermiddag lokal tid mødte op i retten i Los Angeles i selskab med sin forsvarer og sin mor.
Rihanna var for første gang under den celebre sag til stede i retten, men hun dukkede først op, efter at Brown var eskorteret ud af retsbygningen. Rihanna var parat til at vidne mod ekskæresten, men Browns tilståelse betød, at hun slap for at sætte sig til rette i vidneskranken.
Den smukke Barbados-sangerinde var ifølge sin advokat godt tilfreds med udfaldet:
- Det var en fair og rimelig afslutning på denne sag, siger advokat Donald Etra til nyhedsbureauet AP.