Christian Poulsen: Tjener kassen på VM
Man skal bare sørge for at have skruet sine fodboldben ordentligt på og så lige være inde i varmen hos landstræner Morten Olsen. Så flyder pengene ind i en lind strøm.
810 minutters arbejde har allerede betydet, at fodboldlandsholdets motor og uopslidelige slider, Juventus-spilleren Christian Poulsen i 9 kvalifikationskampe har sikret sig godt 650.000 kr. ekstra på sin ellers i forvejen bugnende bankbog.
Det samme har den udskældte Dennis Rommedal. De to har nemlig spillet samtlige minutter og kampe, og det bliver belønnet. Ifølge Ekstra Bladet har deres fulde spilletid givet 259.193 kr. i sammenlagt afregning for de 9 kampe. Dertil kommer DGU's bonus på 25.000 kr. pr. kamp og en sponsorbonus på knap 100.000 kr.
Lønchecken bliver større
De 22 spillere, som bliver taget med til Sydafrika, når VM afholdes til sommer, kan yderligere se frem til at blive betalt godt. DGU's generalsekretær vurderer, at indtjeningen pr. spiller bliver nogenlunde den samme som i 2002 i Japan og Korea, da Danmark sidst var med ved VM. Her fik hver spiller cirka 730.000 kr.
Så medmindre Morten Olsen helt uventet skulle vælge ikke at tage Christian Poulsen med til Afrika, kommer knægten fra Asnæs til at tjene i omegnen af 1,4 mio. kr. på at være VM-landsholdsspiller.
Skulle det utænkelige ske, at Danmark blev verdensmestre, kan det dog blive rigtig meget mere.