Christian Tafdrup: Jeg er altså ikke bøsse
Den flotte skuespiller, som i øjeblikket er aktuel i TV 2-serien "Lærkevej", ved godt, at folk tror, han er homoseksuel.
- Jeg er ikke bøsse, og jeg har aldrig været det. Jeg har aldrig nogensinde privat foretaget mig noget homoseksuelt, og jeg har aldrig kysset en mand, fastslår Christian Tafdrup, som godt kan forstå, at folk kan få den idé.
- Hvis der er nogen, der tror, at jeg er bøsse, så er det lidt min egen skyld, fordi jeg kunstnerisk flere gange har beskæftiget mig med bøssetemaer, siger skuespilleren til Ekstra Bladet.
Og det kan der være noget om. Faktisk begyndte hans karriere som bøsse, allerede da han som 14-årig spillede rollen som trækkerdreng i filmen "Smukke Dreng". Siden fortsatte karrieren i samme spor. Han spillede blandt andet homoseksuel i filmen "Den store dag".
Vinker farvel til bøsseriet
Også de andre ting, som den 31-årige skuespiller har lavet igennem sin karriere, der ud over skuespiller også tæller titler som manuskriptforfatter og filminstruktør, har kredset om homoseksuelle.
Men nu skal det være slut. Christian Tafdrup har fået nok af det homoseksuelle og håber, at blandt andet "Lærkevej" kan hjælpe ham med at få et andet prædikat end bøsseskuespiller.
- Nu er det altså helt slut med bøsseriet. Jeg vil prøve at forny mig selv, og det er netop det, jeg er ved at gøre med min rolle som Sune i "Lærkevej", siger skuespilleren til Ekstra Bladet.