Nyheder12 timer siden

Coop bekræfter: Personlige oplysninger lækket

Coop har sendt en mail til alle medlemmer, hvor de er blevet oplyst om datalækket
Fem medarbejdere har ved en fejl haft adgang til personlige oplysninger fra Coops medlemmer, oplyser Coop Koncernen til Ekstra Bladet. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 
Fem medarbejdere har ved en fejl haft adgang til personlige oplysninger fra Coops medlemmer, oplyser Coop Koncernen til Ekstra Bladet. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Personlige oplysninger tilhørende medlemmerne af detailgiganten Coop blev mandag lækket.

Det har Coop oplyst i en mail til samtlige medlemmer, skriver Ekstra Bladet.

Desuden bekræfter informationsdirektør hos Coop Koncernen Jens Juul Nielsen over for mediet, at der har været et brud på persondatasikkerheden hos den IT-leverandør, som de benytter.

- Der er ikke nogen som helst oplysninger, som er blevet misbrugt, men vores leverandørs medarbejdere kunne se medlemmernes oplysninger, siger han til mediet.

Jens Juul Nielsen oplyser videre, at der er fem medarbejdere, som ved en fejl har haft adgang til oplysningerne.

I mailen til medlemmerne fremgår det, at det er brugernavnet og adgangskoden til ens Coop-profil, som potentielt har været tilgængelig.

Informationsdirektøren siger dog, at de personlige oplysninger ikke er kommet længere end de interne medarbejdere ved IT-virksomheden.

Medlemmer opfordres til at ændre deres adgangskode i Coop. Det samme gælder, hvis man bruger samme brugernavn og adgangskode på andre tjenester, skriver mediet.

Det er Coop amba, der ejer Coop Danmark sammen med energiselskabet OK, der også drives efter andelsprincippet. Coop amba har over to millioner medlemmer, der også er medejere, fremgår det på Coops hjemmeside.

Sponsoreret indhold