Coop stævner kunstner: "Misbruger" Irma-pigen
![Coop har stævnet en kunstner for brud på ophavsretten af Irma-pigen.](https://imgix.seoghoer.dk/2023-06-22/20230306-144913-l-1920x1280we.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Dagligvaregiganten Coop har stævnet kunstneren bag galleriet Artpusher for brud på ophavsretten til Irma-pigen.
Det skriver DetailWatch.
Kunstneren, der juridisk har skiftet navn til Love Party, har brugt nyfortolkninger af Irma-pigen i en række forskellige værker.
Dermed mener Coop, at han har krænket Irmas varemærke og markedsføringsretlige beskyttelse.
Love Party anerkender, at det er Irma-pigen, han bruger, men han mener ikke, at han har krænket Coops ophavsret, lyder det.
Af den grund er han ingenlunde tilfreds med, at Coop har valgt at stævne ham.
- Jeg mener, at jeg bruger min ytringsfrihed, og derfor tager jeg sagen med sindsro, siger Love Party til DetailWatch.
Kunstneren har i sine værker blandt andet tegnet Irma-pigen med en cigaret i munden og med teksten "Fuck Coop".
I et andet værk er hun blevet udstyret med tatoveringer og iført en sort kjole til festivalen Copenhell, der fandt sted i København i sidste uge.
Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, siger til Ritzau, at man først har forsøgt at indgå i en dialog med Art Pusher, men at Art Pusher har optrappet brugen af logoet med stadig flere produkter, som sælges til høje priser.
Blandt andet optræder Irma-pigen på masseproducerede krus og T-shirts uden Coops tilladelse.
- Det udgør derfor en kommerciel udnyttelse og krænkelse af vores varemærkeret, ophavsret og markedsføringsretlige beskyttelse, siger informationsdirektøren.
Jens Juul Nielsen siger, at Coop har stor respekt for kunstnerisk udfoldelse, men kommerciel udnyttelse af et varemærke kan ikke accepteres.
- Så vi gør det for at forsvare Irma-pigen og vores værdier, siger han.
Love Party sælger tegningerne for omkring 500 kroner per styk.
Han hævder, at han har haft et samarbejde med Irma siden sidste år. Her tog dagligvarekæden kontakt til ham, efter at han havde tegnet Irma-pigen med en soundboks på ryggen på Roskilde Festival.
Irmas daværende direktør, Jan Larsen, skulle have inviteret på kaffe i en mail. Men gentagne gange blev møder mellem kunstneren og Irma udskudt, har kunstneren fortalt.
Coop afviser kunstnerens påstand.
Dagligvarekoncernen meddelte i slutningen af januar, at man havde besluttet sig for at lukke alle Irma-butikker efter 137 års supermarkedshistorie.
Og nu hvor mange af butikkerne allerede har drejet nøglen om, mener Love Party, at han er fritstillet til at bruge Irma-pigen i de sammenhænge, han har lyst til.
Sagen skal køre ved Sø- og Handelsretten i København. Det er endnu uvist hvornår.