Nyheder4 timer siden

Cuba holder skoler og industri lukket efter strømsvigt og orkan

I løbet af den seneste uge er Cuba blevet ramt af både orkan og nationalt strømsvigt

Skoler og ikkeessentiel industri i Cuba fortsætter med at holde lukket indtil tidligst søndag.

Cuba har i løbet af de seneste mange dage været udsat for både nationalt strømsvigt og den tropiske storm Oscar.

Strømmen gik fredag i sidste uge, og Oscar gik i land i denne uge. Syv mennesker er døde som følge af stormen, lyder det fra embedsmænd i Cuba.

Øens østlige provins Guantanamo blev særligt hårdt ramt af stormen, som gik i land som en kategori-et orkan og bragte mere end 38 centimeter nedbør med sig flere steder.

Oscar blev nedjusteret til en tropisk storm, før den skiftede kurs og bevægede sig mod Bahamas tidligere på ugen.

Stormen og det store, nationale strømsvigt skabte en svær situation for landet, som allerede er udfordret af høj inflation og mangel på mad, medicin, brændstof og vand.

Cubas væbnede styrker har reddet næsten 500 mennesker fra afsidesliggende områder, som blev afskåret fra byerne på grund af vandmasser og jordskred.

Omkring 4000 indbyggere befinder sig stadig på tilflugtssteder.

Oversvømmelser har ødelagt huse, veje, landbrugsjord og allerede faldefærdig infrastruktur på tværs af landet.

Statslige medier i Cuba beretter, at vind og nedbør har ødelagt mindst 2280 hjem.

Det meste af Guantanamo-provinsen har fortsat ingen strøm.

Onsdag har USA sagt, at det vil støtte Cuba under oprydningsindsatsen efter stormen.

Stormen har gjort genopretningen af Cubas allerede skrøbelige elnet mere vanskelig.

Tirsdag fik landet stabiliseret elnettet, men strømafbrydelserne fortsætter som før sammenbruddet, lyder det.

Den cubanske regering siger, at elnettet, der længe har været tæt på at kollapse, har nået et kritisk punkt. Årsagerne er, at infrastrukturen er forældet, og at der er mangel på brændstof.

Cubas største olieleverandør Venezuela samt Rusland og Mexico har alle reduceret forsendelserne af brændstof, der driver Cubas oliefyrede anlæg.

/>

Sponsoreret indhold