Nyheder30. januar 2022

Danmark slår Frankrig i forlænget EM-bronzegyser

Uden Mikkel Hansen og Mathias Gidsel vandt Danmark kampen om EM-bronze efter forlænget spilletid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220130-172331-l.jpeg
 Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix

Danmark manglede Mikkel Hansen og Mathias Gidsel på grund af skader, men slog alligevel Frankrig i kampen om EM-bronze.

Den hæsblæsende duel blev først afgjort i forlænget spilletid, hvor danskerne sejrede 35-32 efter 29-29 i ordinær spilletid.

Det er fjerde gang, danskerne rejser hjem med bronze.

Det er samtidig Danmarks bedste resultat ved europamesterskabet siden sølvet i 2014 og Nikolaj Jacobsens første EM-medalje som landstræner.

Mikkel Hansen var helt ude af truppen med en ankelskade, mens Mathias Gidsel udgik efter et minut, og det stillede krav til afløserne.

Særligt Jacob Holm viste sine evner som en effektiv afslutter, og da det hele skulle afgøres til sidst, trådte Rasmus Lauge i karakter med et par vigtige mål.

Søndag aften mødes Spanien og Sverige i finalen.

Netop Spanien sendte fredag Danmark ud af guldstriden, i en kamp hvor det danske angreb havde store problemer.

Derfor havde Nikolaj Jacobsen efterlyst mere fart og rytme i det danske angrebsspil, og en bagkæde bestående af Gidsel, Holm og Lauge skulle sørge for det.

Desværre for danskerne blev en stor del af planen forpurret med en tidlig skade til Gidsel.

Efter at have brændt sit første forsøg røg Gidsel i gulvet i et solouheld og blev kort efter ledsaget til omklædningsrummet, hvor han blev resten af kampen.

På venstre back fik Holm en flot start med fire scoringer, men så kom han også til skade og fik behandling på den danske bænk.

I fraværet af Hansen, Holm og Gidsel etablerede Frankrig en føring på fire mål, og hverken Niclas Kirkeløkke eller Aaron Mensing havde held med deres første aktioner over for den velspillende målmand Vincent Gérard.

Holm trodsede smerterne, vendte tilbage og reducerede med det samme til 8-10.

Samtidig havde Kirkeløkke fået indstillet sigtekornet, og så begyndte det danske angrebsspil igen at flyde.

Forsvaret gjorde franskmændene rådvilde, og en overgang var eneste franske våben at lade Yanis Lenne tage chancen fra fløjen.

Efter redning nummer 11 fra Niklas Landin udlignede hans bror, Magnus, til 13-13, men få sekunder før hornet lod, sørgede et pletskud fra Ludovic Fabregas for fransk pauseføring på et mål.

Før kampen var playmakeren Kentin Mahé vendt tilbage efter at have været smittet med coronavirus, og han satte et stort aftryk.

Med to af Frankrigs tre første mål i anden halvleg øgede han føringen til 17-15, men Holm strålede atter af selvtillid og udlignede ad flere omgange.

Temperamenterne begyndte at blusse op, da Holm først fik et skub mod den franske bænk, og målmand Gérard blev udvist efter en duel med Magnus Saugstrup.

Sidstnævnte sørgede med tre mål i træk for Danmarks første føring i kampen, og på få minutter havde danskerne bragt sig på 21-18.

Det hul fik Frankrigs Dika Mem lukket efter et par danske fejl, men i den anden ende stemplede Mensing ind med et par missiler fra distancen, mens Danmark spillede med en ekstra markspiller i angrebet.

Bagud med et mål seks minutter før tid fik danskerne en gylden mulighed for at komme på omgangshøjde, da Frankrig blev ramt af to udvisninger.

Det udnyttede Lasse Svan til at udligne til 28-28 i sin sidste mesterskabskamp for Danmark, og med lidt over et minut tilbage gjorde han det også til 29-28.

Men Mem fravristede Svan helterollen med en udligning, og Jacobsen tog en timeout. Mensing fik sidste afslutning, men ramte en parade, og kampen røg i forlænget spilletid.

Her erstattede Lauge en velspillende Mads Mensah, og han åbnede med det samme scoringen.

Danmark var foran med to mål efter de første fem minutter, og føringen blev blot øget mod slutningen, hvor Niklas Landin fjernede det sidste franske håb.

Sponsoreret indhold