Nyheder14. november 2015

Dansere til fodbolddrengene: Tro på det

Lørdag skal Danmark meget gerne slå Sverige i den første af de to playoff-kampe, der giver vinderen adgang til EM.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vild_med_dans_10-707-cpo.jpg
 Claus Poulsen

Uge efter uge er de vant til at gå på gulvet for at præstere deres allerbedste.

Lørdag aften er det dog ikke dansernefra Vild med dans, der skal kæmpe, men derimod de danske fodbolddrenge, der møder Sveriges landshold i den første af to kampe, der giver den samlede vinder adgang til Europamesterskabet næste år.

Og selvom der er forskel på et dansegulv og et fodboldstadion, så handler det om mentalitet, vilje og fokus, hvis man gerne vil vinde, medgiver danseparrene.

- Jeg tror, det allervigtigste er, at de går ind med troen på, at de kan vinde. Det gør vi også, når vi går på dansegulvet, siger den tidligere europamester i fodbold, John "Faxe" Jensen".

Han fortæller, at spillerne vil få en peptalk af både træner og anfører, inden de går på græsset lørdag aften. Sådan en får han også selv af sin partner, Karina Frimodt, inden de går på gulvet.

- Jeg plejer at sige, at vi skal lukke alt andet ude, når vi går på gulvet. Og så prøver jeg at berolige lidt, fortæller Karina Frimodt.

For skuespillerinden Ena Spottag og hendes partner, Thomas Evers Poulsen, er der noget andet, der hjælper for at nå det rigtige sted hen mentalt, og det kan de godt anbefale spillerne.

- Vi står ude bagved og kigger ind i væggen for at samle os. Fodboldspillerne har selvfølgelig ikke en koreografi, de skal huske, men det er stadig vigtigt at finde det rigtige spændingsniveau for dem, siger Thomas Evers Poulsen og bliver bakket op af sin partner.

- Man skal sørge for at have sig selv med, for det er det der gør en god, både som danser og som fodboldspiller, siger hun.

Selv er hun ikke sikker på, at hun skal se kampen.

- Jeg tør faktisk ikke rigtig at se fodbold, for jeg føler altid, at det er dem, jeg hepper på, der taber, afslører hun.

Thomas Evers Poulsen har dog et bud på, hvad der kunne være et godt resultat.

- Jeg håber, de vinder i Sverige og så spiller uafgjort i Parken på tirsdag, siger han.

John "Faxe" Jensen tror, det bliver lige omvendt - dog stadig med Danmark som vinder efter de to kampe.

- Jeg tror realistisk, at kampen bliver 1-1 i Sverige, og så vinder Danmark på tirsdag i Parken, siger han.

Kampen vises på Kanal 5 klokken 20.45 lørdag aften.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold