Nyheder20. december 2024

Dansk folkeskole advarer mod ny TikTok-trend

To elever er kommet til skade på en folkeskole i forbindelse med en ny TikTok-trend. Nu advarer skolen
TikTok-trenden "Superman" er ikke helt ufarlig. (Billedet her har intet med hændelsen på Risbjergskolen at gøre). 
TikTok-trenden "Superman" er ikke helt ufarlig. (Billedet her har intet med hændelsen på Risbjergskolen at gøre).
 Foto: TikTok

LÆS OGSÅ: TikTok-manden, Theodor Lund, idømt forvaring

En TikTok-trend er gået grueligt galt på Risbjergskolen i Hvidovre, og derfor er en advarsel nu sendt ud til samtlige forældre i 4. til 7. klasse.

Det skriver TV 2.

Her lyder det blandt andet, at to elever er kommet til skade i forbindelse med den såkaldte "Superman"-trend, hvoraf den ene elev har brækket armen.

Trenden går kort sagt ud på at "flyve" som Supermand ved at flere samler sine arme, hvorefter en person springer i armene på dem og bliver kastet tilbage.

Skolen skriver i meddelelsen, at de ikke kan anbefale "dansen", og de opfordrer derfor forældrene til at tage en snak med børnene.

Overfor TV 2 bekræfter faglig leder og souschef, at hændelsen har fundet sted.

- Det duer ikke, at vores børn kommer til skade i skolen eller fritiden, så derfor skriver vi ud til forældrene. En af lærerne på skolen har indført et godt princip. Hvis der sker noget, vi som forældre gerne selv ville vide om vores egne børn, så fortæller vi forældrene om det, siger Tania Kristiansen til mediet.

Det er dog ikke kun herhjemme, at børn er kommet til skade ved at udføre "Superman"-trenden.

Ifølge Metro er 20 børn i Rumænien kommet til skade, mens mere end 20 unge i Bosnien har fået skader som følge af trenden.

Sponsoreret indhold