Der var meget stor interesse, da over 200 danske mønter fredag blev sat til salg ved en auktion i den schweiziske by Zürich.
Der er tale om mønter fra en møntsamling, som har tilhørt rigmanden Lars Emil Bruun, der døde i 1923.
Det samlede hammerslag lød på 4.314.000 euro - svarende til omkring 32 millioner danske kroner.
Det overgår vurderingen på 2.830.000 euro - cirka 21 millioner danske kroner.
Det fortæller Michael Fornitz, der er direktør for møntauktionshuset Stacks' Bowers' danske afdeling.
Under auktionen, der varede flere timer, blev i alt 263 mønter solgt.
- Både fra ind- og udland var der voldsom stor interesse for det. Dels fra folk i salen og selvfølgelig fra mange, der sidder på internettet eller på telefoner.
- Hver anden gang vi solgte en mønt, blev det til en ny verdensrekord for lige den type, siger han.
Auktionens dyreste mønt blev en 20 dukat fra 1788. Den blev købt for 260.000 euro - knap 2 millioner danske kroner - derudover kommer der 20 procent oveni for salær.
Størstedelen af mønterne blev solgt til amerikanere. Men der var også nordiske, og herunder danske, samt mellemeuropæiske samlere, fortæller direktøren.