Demonstrationer og dragshow på Frederiksberg: Fredagsunderholdning for børn
Den seneste tid har et af de mest omtalte emner været et biblioteksarrangement.
Og det, må man bare sige, hører til sjældenhederne.
Men ikke desto mindre er landets mest omtalte fredagsarrangement på Frederiksberg Bibliotek.
Her er der nemlig inviteret til dragshow for børn, og det har blandt andet kastet hele to demonstrationer af sig.
Den ene er en protest mod arrangement, og den anden er en protest mod protesten!
Tidligere fredag blev det bekræftet, at dragshowet ville finde sted.
– Vi er jo bare et bibliotek, så vi laver et arrangement for børn med udgangspunkt i et litterært fokus. Vi er selvfølgelig blevet overraskede over den store opmærksomhed arrangementet har fået. Vi er et bibliotek for alle, så vi har ikke overvejet at droppe det, fortæller Tina Pihl, der er bibliotekschef på Frederiksberg Bibliotek til SE og HØR.
Og dermed finder demonstrationerne også sted.
Flere hundrede mennesker er mødt op for at deltage i demonstrationerne.
Eller i hvert fald den ene.
For mens moddemonstration tæller et hobetal af fremmødte, er den egentlige demonstration en regulær fuser.
Den tæller nemlig ikke meget mere end 20 personer.