Dennis Knudsen: Helt hormonforstyrret
Mens den ene kendis efter den anden står frem for at berette om, hvordan de forsøger at få giftstofferne ud af deres krop ved hjælp af diverse detoxkure og rene cremer uden hormonforstyrrende stoffer, så viser deres foretrukne skønhedsguruer sig at være mindre rene i kanten.
På Forbrugerrådets liste over kosmetik og plejeprodukter indeholdende hormonforstyrrende stoffer kan man således finde produkter fra Ole Henriksen, Gun-Britt og Dennis Knudsen, skriver Her & Nu.
Forbrugerrådet har ifølge ugebladet skrevet til de tre skønhedsguruer og bedt dem om at udfase - altså fjerne - de pågældende stoffer, hvilket ingen af dem har reageret på endnu.
Dennis Knudsen fortæller imidlertid til bladet, at han ikke laver den pågældende Volume Shampoo fine/normal hair mere.
- Vi er ved at sælge ud af varelageret, så derfor er den stadig i handlen, og ingen er døde af den endnu, siger han til bladet. Samtidig pointere han, at hans nye shampoo og makeup er helt uden hormonforstyrrende elementer.
For Gun-Britts vedkommende drejer det sig om produktet Shampoo normal, mens Ole Henriksen figurerer på listen med håndcremen Hands forward.