Nyheder29. maj 2009

Depeche Mode: Den danske koncert er ikke i fare

Dave Gahan skal fortsat hvile sig, men bandet påbegynder deres turné igen den 8. juni
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/depeche-mode-koncert-sikret-jpg.jpg
 Foto: All Over

Da Depeche Mode-sangeren Dave Gahan den 12. maj blev syg i Athen og måtte aflyse en koncert, var meldingen efterfølgende, at han hurtigt ville blive frisk igen.

Men efter en stribe aflysninger har bandet nu valgt at udsende en pressemeddelelse, hvor de fortæller, at de holder pause indtil den 8. juni og flytter alle koncerter indtil da.

Det viser sig, at lægerne fandt en svulst i Gahans blære, mens han var indlagt. Den er nu blevet fjernet, men det har betydet, at sangeren har måttet hvile sig længere end oprindeligt planlagt. Men efter aftale med lægerne kan Gahan stå på en scene igen den 8. juni, hvor man vil kunne opleve ham sammen med resten af Depeche Mode i Leipzig.

Derefter skulle resten af turneen gerne forløbe som planlagt, hvilket betyder, at man må forvente, at gruppen står klar på scenen i Parken, når deres Tour Of The Universe rammer København den 30. juni.


Sponsoreret indhold