Nyheder2. maj 2018

Tina Müller: Derfor har jeg valgt at være barnløs

Den 40-årige TV-vært havde ellers valgt en donor, der skulle være far til hendes barn, men hun droppede alligevel planerne om at blive solomor
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sh-54775.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Da Tina Müllers arbejdsplads i DR skulle rykke fra København til Aarhus skulle hun træffe nogle store beslutninger.

Ikke bare skulle den 40-årige TV-vært vælge, om hun ville rykke tilværelsen tæt på familien, vennerne og netværket op og flytte til Jylland - hun skulle også bestemme sig for, om hun skulle realisere planerne om at blive solo-mor.

I magasinet Panorama fortæller TV-værten om de mange svære valg, hun er blevet stillet over for på det seneste.

I første omgang sagde Tina Müller faktisk nej til at flytte med DR til Aarhus, da hun gik med planer om at blive solomor - og hun var så lagt i sine planer, at hun allerede havde fundet klinikken, været gennem de indledende undersøgelser samt fundet den rette donor.

- Jeg var af den overbevisning, at hvis jeg skulle have et donorbarn, så havde jeg brug for mit netværk, fortæller hun til Panorama.

- Jeg havde brug for nogen, der kunne hjælpe mig, og da jeg så får at vide, at mit drømmejob, min favoritarbejdsplads lige pludselig rykker til Aarhus, der krakerelerede min verden, tilføjer Müller i det ærlige interview.

DR gav Tina Müller et tilbud hun ikke kunne sige nej til: Hun blev vært på både "Madmagasinet" og DR Sporten - og derfor rykkede hun til Aarhus.

TV-værten fandt igen en klinik og gik i gang med at lede efter den rette donor - men det føltes ikke rigtigt.

I interviewet i Panorama fortæller Tina Müller, at hun altid har elsket børn, og at hun havde forestillet sig selv at få nogen. Det var derfor en overvældende beslutning at lukke ned for "projekt barn", men hun tog beslutningen efter at have talt med veninder både med og uden børn, en veninde med et donorbarn og hendes bror og hans kæreste, der også har børn.

- Jeg kommer til at fortryde det. Hvis jeg havde fået et donorbarn og var blevet alenemor, så ville jeg fortryde det på et tidspunkt, og det er benhårdt at sige. Jeg skulle fornemtlig også skifte job. Det ville ikke kunne lade sig gøre at være alenemor med de arbejdstider, jeg har. Men om 10 år kommer jeg også til at fortryde, at jeg ikke fik barn. Uanset hvad er der ikke et rigtigt og et forkert valg. Det er bare et valg, du skal træffe, siger Tina Müller til Panorama.

Tina Müller har fundet kærligheden i Aarhus, men understreger, at parret lige nu ikke har planer om at stifte familie.

Sponsoreret indhold