Nyheder5. januar 2022

Din energiregning vokser: Disse familier skal betale mere

Familier med gasfyr rammes hårdt på pengepungen i 2022 af høje energipriser - men også elprisen får din energiregning til at vokse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200622-160042-a-1920x1280we.jpg
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

De høje energipriser får betydning for flere danske familier, som i 2022 har udsigt til at få omkring 200 kroner mindre til rådighed om måneden.

Det viser en prognose fra Danske Bank. Det er beregninger, som banken har lavet for deres modelfamilie, der svarer til en typisk dansk familie med to voksne og to mindre børn.

Det kan dog blive endnu dyrere for nogle. For ifølge en prognose fra Nordea kan alene de stigende elpriser koste enkelte familier op til 5000 kroner mere i ekstraregning om året – eller over 400 kroner mere om måneden.

Gas er dyrt

Faldet i rådighedsbeløbet skyldes "altovervejende høje energipriser", skriver Danske Bank.

Modelfamilien varmer boligen op med et gasfyr ligesom cirka 400.000 andre husstande.

Selv om priserne på gas og el er faldet en anelse efter at have været på himmelflugt hen over julen, så ligger priserne stadig højere end normalt. Særligt på gas.

Derfor ventes den samlede ekstraregning til opvarmning at lande på 4200 kroner for hele 2022 - svarende til 350 kroner om måneden.

"Havde modelfamilien varmet op med fjernvarme – der i gennemsnit ikke er steget i pris, om end det visse steder i landet er – ville de altså have haft udsigt til en mindre stigning i rådighedsbeløbet," skriver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen i prognosen.

Elpriser er en joker

Elpriserne steg i december 2021 til næsten ti gange prisen i december 2020, men i begyndelsen af 2022 er prisen faldet.

Dermed venter Louise Agerstrøm Hansen, at ekstraregningen bliver begrænset sammenlignet med sidste år.

Det hører dog med, at der er "ekstraordinært stor usikkerhed" om elpriserne, hvorfor de hurtigt kan stige igen.

Til næste år - i 2023 - ventes energipriserne at falde til ro på et højere niveau, end før de aktuelle prisstigninger begyndte. Samtidig ventes en væsentlig fremgang i indkomst.

Sponsoreret indhold