Dina Thorslund skal til sommer bokse i en af de mest legendariske arenaer i sportsverdenen.
Den danske bokser er på plakaten ved et stort boksestævne 11. juli i Madison Square Garden i New York.
31-årige Thorslund blev onsdag præsenteret som en del af programmet i forbindelse med et pressemøde i New York. Hun skal bokse imod amerikanske Shurretta Metcalf.
Thorslund er ubesejret i 23 kampe som professionel og er regerende verdensmester i bantamvægt hos både WBO og WBC.
Metcalf er indehaver af IBF-titlen. Dermed er tre af de fire verdensmesterskabsbælter på spil ved mødet i juli.
Dina Thorslund underskrev i marts en treårig aftale med den amerikanske promotorvirksomhed Most Valuable Promotions, og det er den nye promotor, der står for stævnet i Madison Square Garden.
Bokser og influencer Jake Paul er medstifter af Most Valuable Promotions. Paul skal dog ikke selv bokse ved stævnet i juli.
Hovedkampen er mellem irske Katie Taylor og Amanda Serrano fra Puerto Rico, som mødes for tredje gang i træk. Der skal i alt bokses fem kampe ved stævnet, og der er VM-bælter på spil i alle opgør.