Dine penge20. november 2023

Danskerne takker ja til Black Friday i år: Vil have sko, tøj og elektronik

De danske forbrugere planlægger at bruge flere penge på tilbudsfredagen i år sammenlignet med 2022, hvilket glæder erhvervslivet
Black Friday på Strøget i København, fredag den 27. november 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Black Friday-festen ser ud til at tage et nøk op i år sammenlignet med 2022.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

November lakker så småt mod enden, hvilket for mange er blevet lig med kø, kaos og hamrende gode tilbud.

I år er ingen undtagelse. For når Black Friday oprinder på fredag, skal der bruges endnu flere penge end i 2022.

Det viser en undersøgelse som Dansk Industris branche for handel, DI Handel, har fortaget.

Her svarer 62 procent af danskerne, at de har planer om at gå på tilbudsjagt på årets Black Friday. Det er en stigning på 10 procentpoint i forhold til sidste år.

Og beløbet der er lagt til side? Jamen det er endda også højere end i 2022, hvor inflation og energikrise spillede forbrugsfesten et puds.

Målt i absolutte kroner forventer Black Friday-shopperne i gennemsnit at bruge 2348 kroner i år, hvilket er 17 procent højere end danskernes forventning i 2022 på 2005 kroner.

– Det er glædeligt at læse de positive tegn fra forbrugerne, for selv om de høje energipriser og den høje inflation er i retræte, så er forbrugerstemningen fortsat lav.

– Branchen går ind i årets vigtigste periode, og det er altså guld, når vi i undersøgelsen ser kombinationen af flere potentielle købere, der vil bruge flere penge. Det er godt nyt for erhvervslivet, siger branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel.

Vil have sko og tøj

Kigger man på, hvad de gennemsnitlige 2348 kroner skal bruges på, er svaret meget på linje med de seneste år.

Kategorien ”tøj, sko og tilbehør” topper ligesom sidste år, mens ”elektronik og el-udstyr” indtager en andenplads.

Herefter følger ”personlig pleje” og ”bolig-og køkkenudstyr”.

– De positive tegn fra forbrugerne om at købe tøj og sko under årets Black Friday 2023 er et tiltrængt pust til mode- og tøjbranchen, som generelt har været udfordret i år.

– Detailomsætningen for tøjbranchen har i 2023 ligget under 2022 niveau, og derfor er det glædeligt, at forbrugerne vil bruge penge på netop dette under Black Friday, siger Jacob Kjeldsen.

Endelig er forbrugerne også delt i forhold til, om købene skal være julegaver, eller om det er en selv, der skal nyde godt af tilbuddene.

51,5 procents svarer, at Black Friday-jagten skal være ”køb til sig selv”. 48,5 procent mener derimod, at tilbuddene skal være ”køb til andre”.

DI’s undersøgelse er baseret på svar fra over 1000 danskere.

Sponsoreret indhold