Ekstra penge på vej: Får 1735 kroner mere om måneden
Danskernes privatøkonomi vil i 2024 endegyldigt være sluppet ud af inflationens skygge.
Det fremgår af en beregning fra Danske Bank, der kigger på, hvordan en typisk dansk families rådighedsbeløb udvikler sig over tid.
Regnestykket siger, at familien i år vil have 1735 kroner mere at gøre med, når de faste udgifter er trukket fra, og når man korrigerer for prisudviklingen.
Dermed har familien nu 600 kroner mere til rådighed om måneden sammenlignet med 2022, hvor blandt andet energi og fødevarer blev voldsomt meget dyrere på kort tid.
Det er først og fremmest lønstigninger på 4,9 procent i gennemsnit, der er årsag til fremgangen.
Samtidig betyder den ekstra betaling i forbindelse med afskaffelsen af store bededag, at lønningsposen vokser med yderligere 0,5 procent.
I og med, at de generelle prisstigninger kun forventes at stige med omkring to procent, giver det et reallønsløft, der kan mærkes.
Og de gode nyheder stopper ikke her, for chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank forudser yderligere vækst i rådighedsbeløbet næste år.
- For 2025 som helhed kan familien se frem til en yderligere stigning i rådighedsbeløbet på omkring 1.300 kroner.
- Selv om rentefaldet kun løfter beskedent, så betyder fortsatte lønstigninger og lav inflation - sammen med en skattelettelse via et højere beskæftigelsesfradrag - at familien igen vil opleve at få mere luft i økonomien, siger hun.