Har du gamle pengesedler liggende? Her kan du aflevere dem
31. maj er deadline for at veksle de gamle pengesedler, der snart bliver ugyldige, til nye og gyldige sedler.
Det har mange allerede gjort, og nu bliver der endnu flere muligheder for at sikre sig, at ens kontantbeholdning ikke mister sin værdi.
Nationalbanken har indgået et samarbejde med vekselbureauet Forex, der betyder at man helt frem til 31. maj 2026 kan indlevere gamle pengesedler og få nye i stedet for.
Det skal dog ske i Forex-vekselbutikkerne på enten Banegårdspladsen i Aarhus, Rosengårdcentret i Odense eller på Nørre Voldgade i København.
- Alle borgere og virksomheder kan benytte sig af indleveringsstederne. Samtidig er det vigtigt for Nationalbanken at sikre, at indleveringsstederne ikke benyttes til for eksempel hvidvask eller anden form for økonomisk kriminalitet.
- Derfor fører vi nøje kontrol med alle indleveringer, ligesom vi stiller krav om dokumentation, id og fysisk fremmøde, siger Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken.
Frem til 31. maj næste år vil man fortsat kunne bruge de gamle pengesedler som betalingsmidler i butikker og i banker.
Men herefter og et år frem, er de tre Forex-butikker de eneste steder, hvor man kan få vekslet dem til nye.
De pengesedler, der bliver ugyldige næste år, er de fire serier, der udkom i henholdsvis 1944, 1952, 1972 og 1997.
Men også tusindkronesedlerne fra 2009 ryger ud af cirkulation.
Samtidig med udfasningen af de gamle pengesedler arbejder Nationalbanken på en serie nye sedler, der kommer i omløb i 2028.
De nye sedler skal først og fremmest gøre det endnu mere besværligt for falskmøntnere at kopiere danske pengesedler.