Dine penge12. februar 2025

Hver fjerde får et "svedigt tilbud" på jobbet

Flere og flere motionerer på arbejdet - og det mindsker sygefravær

Træningselastikker og små motionsøvelser er en integreret del af arbejdstiden hos et stigende antal personer, og det mindsker sygefraværet.

Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i en pressemeddelelse.

I en forskningsartikel beskriver NFA, at 25,2 procent af folk på det danske arbejdsmarked i 2023 blev tilbudt at lave små motionsøvelser på arbejdspladsen. I 2012 var tallet på 15,2 procent.

Lars L. Andersen, der står bag den nye forskningsartikel fra NFA, fortæller, at de siden 2005 har forsket i, hvad der skal til, for at færre muskel- og ledsmerter gennem motion medvirker til mindre sygefravær.

For 20 år siden var det fuldstændig bandlyst, at man lavede motion på arbejdspladsen, fordi arbejdsgivere mente, at man måtte gøre det i sin fritid. I dag er arbejde og fritid smeltet mere sammen, lyder det fra Lars L. Andersen.

- Forskningen, vi har lavet, har bidraget til, at flere har fået øjnene op for alt det gode ved motion på arbejdspladsen. Det er måske udtryk for en voksende samfundstendens, hvor arbejde og fritid smelter sammen, og derfor vil man, som en del af det, gerne holde sig mere sund på arbejdspladsen, siger Lars L. Andersen.

Sygefraværet bliver mindsket mere ved træning på arbejdet, end træning hjemme, viser forskning af Lars L. Andersen.

- Vi har udført forskningsforsøg, hvor nogle var i en gruppe, der skulle træne sammen på arbejdspladsen. Nogle andre var i en gruppe, hvor de skulle træne alene derhjemme.

Resultatet af forsøget viste, at de, der trænede på arbejdet, trænede mere end dobbelt så meget, som de der trænede hjemme. Gruppen, der trænede på arbejdet, var også den eneste, der faktisk fik det bedre, og som fik mindre ondt i nakke og ryg, siger Lars L. Andersen.

Ifølge Lars L. Andersen er det ikke meget motion, der skal til, for at sygefraværet mindskes.

- Vores forskning viser, at hvis man udfører øvelserne tre gange om ugen i ti minutter af gangen, hvor man styrker muskler, så kan man reducere smerter og altså bedre holde til sit arbejde, siger Lars L. Andersen.

Han fortæller også, at deres undersøgelser viser, at hvis alle arbejdspladser indførte tiltaget med motionsøvelser, så ville man kunne forebygge det lange sygefravær, altså sygefravær over 30 dage, med knap 13 procent.

Lars L. Andersen fortæller, at de ikke har oplevet, at motion på arbejdspladsen var forstyrrende for folk, men at arbejdspladsens omgivelser spiller en rolle for udførslen af aktiviteterne.

- Det er nemmere at lave småøvelser på et kontor, end på eksempelvis et slagteri. Vi lavede et forskningsprojekt i slagteribranchen, og her var der større krav til, hvor og hvornår de kunne træne på grund af hygiejne og produktionskrav, siger Lars L. Andersen.

Sponsoreret indhold