I dag sker det: Det kan vi forvente af Apples nye telefon
Den amerikanske elektronikgigant Apple ventes mandag at præsentere en stribe nye iPhones med selskabets særlige kunstige intelligens.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Telefonerne vil efter alt at dømme være udstyret med såkaldt Apple Intelligence - en type kunstig intelligens, som Apple har udviklet.
Den nye teknologi blev allerede varslet i juni. Apple Intelligence kan blandt andet bruges til fotoredigering, oversættelser og beskeder.
Det er iPhone 16, der ventes at blive offentliggjort mandag.
- iPhone 16 kommer til at blive en af de vigtigste udgivelser.
- Ikke på grund af det, der er udenpå, men på grund af det, der er indeni - særligt Apple Intelligence, siger Dipanjan Chatterjee, der er techanalytiker og vicedirektør ved analysefirmaet Forrester.
Apple har ikke selv fortalt meget om, hvad der venter ved mandagens begivenhed, der har titlen "Glowtime" og finder sted i Californien.
Begivenheden finder dog sted på et tidspunkt, der passer med Apples typiske offentliggørelse af nye telefoner.
Flere af de funktioner, som Apple ventes at offentliggøre, ventes indledningsvist ikke at være aktuelle for EU-borgere.
EU-lovpakken Digital Markets Act (DMA) stiller således nogle krav, som Apple indtil videre ikke forventer at kunne leve op til.
- Vi tror ikke, at vi vil være i stand til at udrulle disse funktioner til vores brugere i EU i år, meddelte Apple allerede i juni.
Formålet med DMA er at regulere konkurrencen mellem digitale platforme og stille en række krav til seks store tech-virksomheder - herunder Apple.
Kravene skal blandt andet sikre, at der via disse platforme er adgang til digitale tjenester, hvor aftalen er indgået uden for platformen.
Tech-giganterne må heller ikke favorisere egne produkter på disse platforme.