IKEA i vildt stunt: Tidobler priserne

"Black Friday" er for mange lig tilbudsjagt og store besparelser.
Men hos den svenske møbelgigant IKEA forholder det sig anderledes. Her har man nemlig valgt at hæve priserne, når den store handelsdag løber af stablen den 24. november.
Det skriver IKEA i en pressemeddelelse.
Prisjusteringerne sker, da IKEA gerne vil drille forbrugerne og skubbe til opfattelsen af, at produkter i god kvalitet ikke behøver at koste en formue.
– Der hersker en myte om, at langtidsholdbart design koster rigtig mange penge. Det er en skam, for det er langt fra sådan, det altid forholder sig. Derfor øger vi priserne på en række produkter på Black Friday for at starte en debat om, hvorvidt høj kvalitet altid kommer med en høj pris, siger Country Communication Manager hos IKEA Christian Mouroux Pedersen og uddyber:
– Vi ser i dag, at nærmest tilsvarende designerprodukter, i overvejende samme materialer som vores, nemt kan koste 10 gange mere. Derfor vil vi en enkelt dag udfordre den tankegang ved at skrue priserne i vejret, siger han.

Det er ikke alle varer, der prismæssigt skyder i vejret, når forbrugsfesten finder sted i det svenske møbelhus.
Priserne, der tidobles, omfatter nemlig kun fire udvalgte tidsløse produkter, som tæller lænestolene PERSBOL og EKENÄSET, lampen LÖVMÅNAD samt vasen KONSTFULL.
Dagen efter Black Friday, den 25. november, vil priserne igen være tilbage til normal.