Jävla prishöjning! Fra næste år stiger broprisen til Sverige

Tag til Sverige og spar en formue.
Sådan har overskrifterne flere steder i 2023, hvor medier har opfordret danskerne til at tage turen over Øresund, inden den næste store shoppetur.
En svensk krone svarer nemlig blot til 0,66 danske kroner, hvilket gør de svenske varer billige set med danske briller.
Men et lille bump på vejen gør nu turen til nabolandet en smule dyrere.
Fra 1. januar 2024 stiger Øresundsbroens priser nemlig grundet inflationen.
Det oplyser broen i en mail til sine kunder.
For eksempel stiger en billet for en personbil fra 440 kroner til 455 kroner. Har man ØresundGO, der årligt koster 349 kroner, lyder før og efter priserne i stedet på 170 og 175 kroner.
Inkluderer turen til det svenske også en trailer eller andet påhæng, lyder prisstigningen på 30 kroner, da det koster 910 kroner fra næste år.
Med ØresundGO er der i stedet tale om en prisstigning på ti kroner til 350 kroner for en personbil med påhæng. Det samme gælder en minibus.