Medie: Kvinde sagsøger Novo Nordisk for Ozempic-bivirkninger
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
I et opsigtsvækkende retsopgør anklager en amerikansk kvinde nu det danske selskab Novo Nordisk for at have påført hende en alvorlig maveskade med deres diabetesmedicin Ozempic.
Ifølge TMZ har kvinden, Caren Elosua, stævnet Novo med en påstand om, at selskabet var bevidst om risikoen for skadelige bivirkninger, men valgte at ignorere advarslerne.
Elosua, der har type 2-diabetes, begyndte at tage Ozempic i april 2021 og fik senere udskrevet en større dosis.
Mod slutningen af sidste år begyndte hun angiveligt at lide af symptomer såsom hovedpine, opkast, kramper og alvorlige mavesmerter.
Og efter et besøg hos en specialist blev hun diagnosticeret med gastroparese, der er en tilstand, hvor mavemusklerne svækkes og ikke kan fordøje maden ordentligt.
Kvinden hævder, at hendes sidste injektion af Ozempic i januar forårsagede så meget skade, at hun måtte indlægges.
Elosua beskylder samtidig Novo Nordisk for at have markedsført Ozempic som et mirakelmiddel på trods af bevidstheden om potentielle risici, og hun mener, at det har haft store sundhedsmæssige konsekvenser for hende og muligvis også for andre.
Novo Nordisk har endnu ikke kommenteret på anklagerne, som kvinden kræver en større erstatning for, hvis hun vinder i retten.