Opfordring til alle danskere: Lad være med at handle hos Temu
Det er koldt, Michael Bublé er i radioen, Magasin har gode tilbud - det er jul.
Med julen følger hygger, stress og selvfølgelig gaver, og sidstnævnte skal ikke købes fra det kinesiske handelsmekka Temu.
Så klart kan det siges fra Forbrugerrådet Tænk.
Det fortæller de til TV 2.
- Vi har ingenting imod, at ting er billige. Mne vi har noget imod det, når vi ser, at produkterne er farlige, og at der kan være problemer med dem. Det skal vi beskytte hinanden og vores børn imod, fortæller vicedirektør hos Tænk, Esben Grønborg.
SE og HØR har tidligere skrevet om, hvor glade danskerne er for at handle på Temu.
I april måned i år var appen den tredjemest populære af alle apps overhovedet i vort ganske land, og SE og HØR kontaktede i forbindelse med Black Friday Dansk Industri, fordi de forventede, at danskerne ville shoppe-amok på Temu.
Her fortalte branchedirektør Jacob Kjeldsen følgende:
- Der er ingen tvivl om, at danskerne klart og tydeligt har hørt, at produkterne på platforme som Temu og Shein kan være farlige og ulovlige, men fordi prisen er så lav, så køber de det alligevel. Det understreger kun behovet for, at vi får en stærkere håndhævelse af både danske og EU-regler, der kan holde ulovlige og farlige produkter ude af Europa.
Det er ikke første gang, Temu har været udsat for kritik.
I maj måned var Forbrugerrådet Tænk også ude at kritisere handelsplatformen.
Her skrev de, at Temu brød EU's regler ved at manipulere deres forbrugere.