Penge på vej til 300.000 danskere: Og de kommer helt automatisk
LÆS OGSÅ: Flere feriepenge til danskerne
Op mod 300.000 danske lønmodtagere vil nu automatisk få udbetalt feriepengene for ferieåret 2023/2024.
Det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra ATP en ændring i Ferieloven fra 2023, der betyder, at beløb under 5000 kroner før skat automatisk lander på danskernes konti.
Samlet set udgør udbetalingen omkring 275 millioner kroner. Og ifølge ATP, som administrerer FerieKonto, er udbetalingen rettet mod de danskere, der ikke selv har bestilt deres feriepenge inden for tidsfristen.
På den måde sikrer man, at mindre beløb ikke forsvinder:
- Vi opfordrer altid til, at man holder sin ferie og får en velfortjent pause fra arbejdslivet.
- Men vi ved også, at en del lønmodtagere ikke får afholdt ferie og bestilt feriepengene inden for tidsfristen, og derfor er det en fin mekanisme i den nye ferielov, at restbeløb under bagatelgrænserne udbetales automatisk, lyder det fra Anne Kristine Axelsson, der er koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP.
De automatisk udbetalte feriepenge vil særligt timelønnede og fratrådte funktionærer, der har optjent feriepenge under bagatelgrænsen, få glæde af.
For de fleste er pengene allerede overført her i begyndelsen af januar.
De resterende beløb vil blive udbetalt ved næste lønkørsel, hvis arbejdsgiveren vurderer, at det er ferie udover de første fire uger, eller hvis lønmodtageren er fratrådt.