Stor ændring i køledisken: Hvor er bakken henne?
LÆS OGSÅ: Seruminstitut melder om nyt salmonellaudbrud - peger på oksekød
Det bliver fra i dag en "blødere" oplevelse at købe hakkekød. I hvert fald hvis du handler i en af Coops butikker.
Her er bakken, som kødet normalt ligger i, nemlig fortid. Fremover ligger kødet i stedet i en pose.
Og det er ifølge Coop en god forretning - ikke mindst for miljøet, som spares for 169 ton mindre plast fra køledisken og 539 ton i CO2-udledning, skriver firmaet tirsdag i en pressemeddelelse.
Den nye poser kaldes "flowpack" og er en sammensvejset, tynd plastpose, der er lavet af 70 procent mindre plast, end de kødbakker vi har vænnet os til.
Posens plast er samtidig genanvendelig.
Og de kunder, der frygter, at deres kød nu ender mos, inden de kommer hjem, kan tage den helt med ro.
Coop forsikrer nemlig, at kødet er lige så godt beskyttet mod stød som i de traditionelle bakker.
Det vil fra i dag være oksekød, man skal købe i poseform hos Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount.
Fra 16. september er det hakket kalv/gris, som ender i poser. Ifølge Coop vil over 90 procent af alt hakkekød fremover bliver solgt i en pose.