Skelettet fra en op mod 15 meter lang langhalset dinosaur er blevet forsinket med posten på vej til Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark på Lolland.
Det skriver Folketidende.dk.
Museet skulle egentlig have præsenteret det nye skelet tirsdag, men det er foreløbigt blevet udskudt til torsdag grundet forsinkelsen, skriver mediet.
Dinosaurskelettet er på vej mod museet i tusindvis af dele, men på nuværende tidspunkt er det uklart, hvor de befinder sig.
- Angiveligt er de et eller andet sted mellem Zürich og Lolland, men der kommer hele tiden nye meldinger, siger Christoffer Knuth, som er ejer og direktør i Knuthenborg Safaripark til Folketidende.dk.
Christoffer Knuth fortæller til mediet, at han er blevet lovet, at skelettet kommer til Danmark tirsdag.
For nylig meddelte Evolutionsmuseet, at kraniet fra en helt nyopdaget dinosaurart bliver udstillet på det danske museum. Der er tale om arten Lokiceratops rangiformis, som levede for over 78 millioner år siden.
Navnet henviser til den nordiske gud Loke, fordi fossiler fra arten kun bliver udstillet i Danmark.
Evolutionsmuseet åbnede 1. april 2023 og består af en samling unikke og ægte fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr.
Ved museets åbning udgjorde samlingen en værdi på et trecifret millionbeløb.
I samlingen er blandt andet skelettet fra allosauren "Big Joe", som var en ni meter lang og halvandet ton tung kødæder, der levede for 155 millioner år siden.
Skelettet fra "Big Joe" er det mest velbevarede allosaurskelet, man nogensinde har fundet. Det er desuden blandt de mest komplette dinosaurskeletter, man har udgravet. Det skriver Knuthenborg Safaripark på sin hjemmeside.