Der vil falde sne i hele Danmark i løbet af søndag aften og ud på mandag morgen.
Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.
Sneen vil særligt falde i Nordjylland. Her ventes mellem 10 og 15 centimeter sne, mens der i resten af landet ventes mellem 2 og 10 centimeter.
- Nedbøren starter som sne, men vil gå over i slud og regn relativt hurtigt. I Nordjylland er der koldt i længere tid, og derfor forventer vi mere sne der, siger Mette Wagner.
DMI har også varslet risiko for snestorm i Nordjylland.
Kriteriet for snestorm er, at der falder mere end 10 centimeter på seks timer. Samtidig skal vindstyrken være på mere end 10 meter i sekundet, og der skal være snefygning.
- Der er flere kriterier, der skal være opfyldt, før det kaldes snestorm. Hvis der falder 10 centimeter sne på otte timer, vil det reelt set ikke være en snestorm, men det er tæt på.
- Der er en masse usikkerheder forbundet lige nu, og derfor har vi varslet, at der er en risiko for snestorm i Nordjylland, siger Mette Wagner.
Det er først på aftenen begyndt at sne i Sønderjylland, men det er ifølge Mette Wagner uvist, hvor længe det tager, før sneen rammer andre dele af landet.
Hos DMI forventer man, at snevejret vil stoppe og slå over i slud og regn omkring klokken 03 i den sydlige del af landet og klokken 06 i den centrale del.
I Nordjylland ventes sneen først at stoppe i løbet af formiddagen.
Derfor opfordrer Mette Wagner til, at man følger advarsler og råd fra myndigheder.
- Det bliver formentlig kaos i Nordjylland mandag morgen. Der er mange, der skal tilbage på arbejde, og der vil være en masse sne og glatte veje, siger hun.
Der er risiko for glatte veje i hele landet. Både Vejdirektoratet og flere politikredse råder til at følge udviklingen af vejret.
Blandt andet Sydøstjyllands Politi, som også opfordrer til, at man tager hjemmefra lidt tidligere mandag morgen end normalt.
- Husk også, at sikre at køretøjet er klar, og dækkene er lovlige, så alle trods vejret kommer godt og sikkert frem, skriver politikredsen på det sociale medie X.