Nyheder4 timer siden (opd. 3 timer siden)

Donald Trump har overhånden i tæt amerikansk valg

Donald Trump er indtil videre i front
Holder den mon hele vejen?
Holder den mon hele vejen?
 Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Det amerikanske præsidentvalg har tidligt onsdag morgen dansk tid endnu til gode at levere den første overraskelse.

Det står klart, efter at nyhedsbureauet AP på baggrund af valgdata har erklæret en vinder i mere end halvdelen af de amerikanske delstater.

Det giver indtil videre Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, en føring på 210 valgmænd. Demokraternes Kamala Harris står til 113.

Ingen af de delstater, der indtil videre er afgjort, er dog såkaldte svingstater.

Man havde altså en god fornemmelse af, hvordan resultatet ville se ud i de delstater, som AP har erklæret for afgjort - og det har vist sig at holde stik.

Dog betyder foreløbige resultater fra flere svingstater, at nogle amerikanske medier er begyndt at have Donald Trump som favorit.

Den store amerikanske avis The New York Times laver løbende en analyse af, hvilken kandidat der vurderes at ligge til sejren. Her står Trump klokken 05.00 dansk tid til at have 87 procents chance for at vinde valget.

The New York Times beskriver det som "sandsynligt", at Trump vinder.

Den formulering ligger på avisens barometer et sted mellem, at det læner sig op ad en Trump-sejr, og at en Trump-sejr er meget sandsynlig.

Blandt de seneste opdateringer fra AP er, at Kamala Harris har sikret sig 3 valgmænd i distriktet District of Columbia, der huser USA's hovedstad. Hun har også taget sejren i Colorado, hvor 10 valgmænd er på spil.

Trump har til gengæld taget en række sejre i delstaterne Utah (6 valgmænd), Wyoming (3) og Montana (4). Også Kansas og Iowa er omkring klokken 04.30 dansk tid gået til Trump, vurderer AP.

Det helt afgørende for resultatet af valget bliver, hvordan svingstaterne stemmer. De syv svingstater er Georgia, Arizona, Michigan, Nevada, North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin.

I alt mangler AP tidligt onsdag morgen dansk tid at erklære en vinder i 19 forskellige delstater - herunder altså de syv svingstater.

Sponsoreret indhold