Nyheder29. oktober 2022

Donald Trump: Jeg vender ikke tilbage

Ifølge eget udsagn kommer Trump ikke tilbage til Twitter, hvor han tidligere havde en stor stemme.
Donald Trump er færdig med Twitter.
Donald Trump er færdig med Twitter.
 Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Twitter-udelukkede Donald Trump har ikke planer om at vende tilbage til platformen, selv om det skulle blive muligt med Elon Musks overtagelse af det sociale medie.

Det siger den tidligere amerikanske præsident i et interview med Fox News Digital fredag lokal tid.

- Jeg bliver på Truth, siger Trump ifølge Fox med henvisning til sit eget sociale medie Truth Social.

- Jeg kan bedre lide det og den måde, som det fungerer på. Jeg kan godt lide Elon, men jeg bliver på Truth.

Teslas ejer og verdens rigeste mand, Elon Musk, lukkede natten til fredag efter lang tids bøvlede forhandlinger en aftale om et køb af Twitter.

SpaceX-grundlæggeren Elon Musk har købt Twitter.
SpaceX-grundlæggeren Elon Musk har købt Twitter.
 Foto: MEGA

Musk har varslet store ændringer på platformen.

Han har ikke udtalt sig direkte om, hvorvidt Trump kan få lov til at vende tilbage til Twitter, efter at den tidligere amerikanske præsident blev udelukket i kølvandet på stormen af Kongressen 6. januar 2021.

Men Musk har sagt, at udelukkelsen var "en fejl".

Hvordan Twitter fremover vil stå for at moderere udtalelser, er uvist.

På Twitter skriver Elon Musk fredag, at han nu vil nedsætte et "råd med meget forskellige synspunkter", som skal drøfte det emne.

Der vil ifølge erhvervsmanden ikke blive taget større beslutninger, før rådet har sat sig sammen.

Trump fik permanent suspenderet sin konto på Twitter, få dage efter at hans tilhængere stormede Kongressen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Det skete af bekymring for, at Trump med sine beskeder ville "opildne" til yderligere vold, lød begrundelsen.

/ritzau/

Sponsoreret indhold