Nyheder4. maj 2016

Hun kan ikke få nok: ”Donna” vender tilbage til Danmark

Tori Spelling – bedre kendt som Donna Martin fra TV-serien Beverly Hills 90210 – vender på lørdag tilbage til Danmark for at fejre sin 10 års bryllupsdag på Remees nye klub Arch
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tori_spelling_mr_0.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Det er blot en måned siden, at hun tog hele vejen over Atlanten for at besøge vores lille land.

Og nu gør hun det så igen.

For Tori Spelling – bedre kendt som Donna Marting fra TV-serien Beverly Hills 90210 – kan ikke få nok af vores lille land, og lørdag vender hun så tilbage.

Denne gang skal hun også være i det festlige hjørne. Hun skal nemlig fejre sin 10 års bryllupsdag på Remees nye natklub ARCH, skriver Hollywood-agenten Claus Hjelmbak på sin Facebook-side.

- Det er med glæde at fortælle jer at Tori Spelling og hendes mand Dean (og ungerne) har valgt at returnere til Danmark på lørdag for at fejre deres 10 års bryllupsdag, skriver Claus Hjelmbak.

- Vi glæder os alle utroligt meget .....vi ses på lørdag i København, skriver Hollywoodagenten.

Det er blot en måned siden, at Tori Spelling og hendes familie – der ud over manden Dean også tæller fire børn – besøgte København. Her deltog hun i Zulu Awards, hvor hun overrakte en pris, og så fik familien også tid til at se seværdigheder i den danske hovedstad.

- Vi elsker Danmark. Her er så smukt. Alle er så søde, så jeg har sagt, at jeg gerne vil flytte hertil. Maden er fantastisk, og alle virker bare så glade her, sagde hun til TV 2, mens hun tidligere røbede over for BT, at familien ville en tur i Tivoli.

- Her er virkelig flot. Jeg kan især godt lide arkitekturen. Jeg tror, det er sandt, at danskerne er verdens lykkeligste. Alle, vi har mødt, er simpelthen så søde og smilende. Jeg mener det. Jeg har aldrig mødt nogen, der har været mere flinke, sagde hun til avisen.

Sponsoreret indhold