Drømmen om mennesker på månen lever igen: Vil gøre det samme som Apollo 17
Onsdag er det 50 år siden, at Apollo 17 blev opsendt. Missionen er den seneste, der har sat mennesker på Månen, men interessen for Månen er ved at genopstå.
Det amerikanske rumfartsagentur, NASA, planlægger at sende mennesker til månen igen i 2025 som en del af Artemis-missionen.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Siden det sidste menneske gik på Månen i 1972, har der været planlagt flere missioner dertil, men ifølge astrofysiker Tina Ibsen forsvandt interessen.
- Befolkningen mistede interessen for det. Det er dyrt at sende mennesker til Månen, så man mistede simpelthen opbakningen til at bruge de penge, sagde hun mandag til Ritzau.
Men nu er interessen øjensynligt vendt tilbage.
Artemis-programmet vil i første omgang sende fire astronauter i kredsløb om Månen i rumfartøjet Orion. To af de fire vil blive sat i et fartøj, som kan lande på månen.
Den opsendelse er i øjeblikket skemalagt til at starte tidligst i 2025.