Nyheder23. november 2015

Dronningen og gravid Oh Land laver Askepot

Eventyret om Askepot bliver til balletforestilling i Tivoli, og dronning Margrethe og Oh Land står bag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ohland_og_daisy_-_aop_-_web1.jpg
 Foto: Claus Poulsen

De har begge en forkærlighed for kunst og ballet, og nu har den danske dronning og popprinsessen Oh Land sagt ja til at udfolde deres talenter i en ny forestilling i Tivoli.

Det er det næsten 1000 år gamle eventyr om Askepot, der til næste år bliver opført på Pantomimeteatret, og her skal dronning Margrethe stå for scenografien, mens Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius skal stå bag musikken til forestillingen.

Det afslørede Tivoli mandag på et pressemøde, hvor både dronningen og popsangerinden var til stede.

Det er langt fra første gang, dronningen udlåner sine kreative kræfter til Tivoli. Hun har blandt andet stået bag scenografier til Svinedrengen og Fyrtøjet, og i alt er det indtil videre blevet til seks forestillinger med flere genopsætninger.

Den mest kendte er den anmelderroste Nøddeknækkeren med flere end 100 kostumer og adskillige scenebilleder. I sit kreative samarbejde med Oh Land føjer Danmarks dronning nu en ny facet til sit virke som scenograf.

For Oh Land, der står bag hits som "Son Of a Gun" og "White Nights", er det første gang, hun skal sætte musik til en ballet, men sangerinden har selv en fortid som balletdanserinde, hun kan lade sig inspirere af.

Koreografien til forestillingen vil russiske Yuri Possokhov stå for, og det glæder Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixen:

- Vi har sammensat et hold, der er noget ud over det sædvanlige. Den russiske koreograf Yuri Possokhov, der selv i sin tid var en vidunderlig danser, blandt andet på Det Kgl. Teater, skaber en storslået og intens kærlighedsfortælling, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Den rammes ind af en af de mest efterspurgte og originale musikkunstnere, danske Oh Land, som tilmed har en fortid som balletbarn på Det Kgl. Teater. Og så har vores "hus-scenograf" dronning Margrethe også sagt ja til at skabe dekorationer og kostumer. Det har alle faktorer til at blive en magisk og enestående oplevelse, siger han.

Premieren på Askepot, der tager afsæt i den oprindelige fortælling, finder sted 25. juni 2016 i Tivoli.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-cta_facebook_116.png

Sponsoreret indhold