Nyheder28. september 2023

DSB har udbetalt rekordstort beløb i kompensationer i 2023

DSB har i år udbetalt næsten dobbelt så meget i kompensationer til passagerer, som har haft forsinkede tog, sammenlignet med sidste år
28,9 millioner kroner har DSB udbetalt i erstatning til passagerer til og med september i år. Sidste år lød beløbet for samme periode på 14,6 millioner kroner
28,9 millioner kroner har DSB udbetalt i erstatning til passagerer til og med september i år. Sidste år lød beløbet for samme periode på 14,6 millioner kroner
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB har i år udbetalt næsten dobbelt så meget i kompensation til passagerer, der har haft forsinkede tog, sammenlignet med samme periode sidste år.

Det skriver B.T.

Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB, kalder det en ny rekord i kompensationer.

- Jeg kan sige, at vi for hele 2022 udbetalte 24,3 millioner kroner i kompensation, og på nuværende tidspunkt i år er vi altså over det, siger Tony Bispeskov til B.T.

DSB har udbetalt i alt 28,9 millioner kroner i erstatning til passagerer til og med september, viser nye tal fra DSB Pendler Rejsegaranti ifølge B.T.

I samme periode sidste år var der på nuværende tidspunkt udbetalt 14,6 millioner kroner.

Tidligere på ugen kom det frem, at der fra næste år er prisstigninger i vente for togpassagerer.

Takststigningerne varierer fra område til område og afhængigt af, hvilken billettype der er tale om. Men prisstigningerne ligger typisk omkring 10 procent, og de er oftest højere øst for Storebælt end på Jylland og Fyn.

Således stiger gennemsnitsprisen på enkeltrejser med Rejsekort mellem 8,75 og 12,8 procent.

Pendlerkort stiger gennemsnitligt med 5,0 procent vest for Storebælt, mens rejsende øst for Storebælt typisk må betale 11,2 procent mere.

Enkeltbilletter stiger med 9,5 procent, men her skiller rejser øst for Storebælt sig dog ud ved blot at stige med 0,9 procent i snit.

Det er Trafikstyrelsen, der hvert år beslutter, hvor meget priserne på offentlig transport højst må stige.

Det sker på baggrund af, hvordan trafikselskabernes omkostninger udvikler sig, og det seneste år har været præget af høj inflation og høje energipriser.

Prisstigningerne træder i kraft 21. januar næste år.

Sponsoreret indhold