Nyheder12. oktober 2023

DSB i problemer: Her kører togene ikke torsdag morgen

En fejl ved sporskifte betyder at passagerer ikke kan komme med toget mellem København og Køge
DSB i problemer torsdag morgen
Flere tog kører ikke torsdag morgen efter problemer med sporskifte.
 Foto: Colourbox

Togproblemerne fortsætter torsdag på strækningen mellem Køge og Københavns Hovedbanegård.

Her kører der nemlig ingen regionaltog på grund af en fejl på et sporskifte i Ølby.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

- Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men de kan desværre ikke sige, hvornår vi igen kan køre med regionaltog mellem København H og Køge. Vi afventer ny status fra Banedanmark klokken 14, skriver DSB.

DSB henviser i stedet til S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Køge, der kører som normalt.

Intercitytog til og fra Køge Nord kører også fortsat som normalt.

Regionaltog, der kører via Køge mellem Helsingør/Nivå og Næstved, kører ikke mellem Københavns Hovedbanegård og Køge, oplyser DSB.

DSB opfordrer rejsende til at slå op i Rejseplanen, inden de tager afsted.

Bliver man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's rejsetidsgaranti i kraft. Den kan man søge om på DSB's hjemmeside.

Sponsoreret indhold